ELSA Aalborg tilbyder en bred vifte af faglige arrangementer, der giver medlemmerne indsigt i juridisk praksis. Dette inkluderer blandt andet oplæg fra praktikere, foredrag om forskellige juridiske specialer samt virksomhedsbesøg hos advokatkontorer og relevante institutioner. Som den eneste studenterforening på jurauddannelsen med et udpræget internationalt fokus giver ELSA Aalborg desuden sine medlemmer mulighed for at stifte bekendtskab med andre retskulturer gennem studieture og internationale ophold via organisationens Personal Development-program. De sociale aktiviteter i ELSA Aalborg bidrager til at styrke fællesskabet på tværs af årgange og universiteter, og skaber et stærkt netværk blandt de studerende.
Medlemskab af ELSA Aalborg giver ikke blot jura- og erhvervsjurastuderende mulighed for at supplere deres uddannelse med faglige aktiviteter, men åbner også døren til et omfattende internationalt netværk på tværs af Europa. Derudover har medlemmer mulighed for at engagere sig aktivt i organisationen, herunder at stille op til bestyrelsen ved den årlige generalforsamling. Aktive medlemmer kan endvidere repræsentere ELSA Denmark ved internationale konferencer, kongresser og generalforsamlinger.
Vi anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside. Tryk ok for at acceptere vores brug af cookies.